Hvad er vilkårene for medlemskab?

Nedenfor kan du læse vilkårene for medlemskab af LetsGo. Du kan også se svarene på de mest almindelige spørgsmål om medlemskab i vores FAQ.

§ 1 Generelle rettigheder og pligter

1.1. Alle på 23 år og derover som har et gyldigt kørekort, og som ikke er registreret som dårlig betaler, kan blive medlem af LetsGo.

1.2. Anvendelsen skal ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende prislister, instruktionsbøger, forsikringsbetingelser samt nærværende vilkår.

1.3. For at måtte føre LetsGo's biler er det en forudsætning at føreren har gyldigt medlemskab - ordinært medlemskab, tillægsmedlemskab eller gæstemedlemskab - af LetsGo, samt at gyldigt kørekort og sundhedskort er forevist til en repræsentant for LetsGo. Kopi af kørekort og sundhedskort vil blive opbevaret af LetsGo.

1.4. Dog kan et medlem køre med en anden fører, såfremt medlemmet har sikret sig at denne har gyldigt kørekort og anvender bilen i overensstemmelse med bestemmelserne i pkt. 1.2. og at denne desuden har tegnet gæstemedlemskab i LetsGo, jf. den til enhver tid gældende prisliste. Det pågældende ordinære eller tillægsmedlem er ansvarlig for enhver skade, som det pågældende gæstemedlem pådrager LetsGo. Ansøgning om gæstemedlemskab foretages skriftligt til LetsGo.

1.5. Opsigelsesvarslet er 1 måned til den 1. i efterfølgende måned. Medlemmet kan benytte bilerne, indtil medlemskabet ophører. Forbrug, kontingent og forsikring bliver opkrævet løbende, indtil medlemskabet ophører.

§ 2 Nøgle

2.1. Hvert medlem af LetsGo modtager ved indmeldelse en elektronisk nøgle. Nøglen er personlig og må ikke overdrages eller udlånes til andre.

2.2. Medlemmet er ansvarligt for forsvarlig opbevaring af nøglen. LetsGo skal straks informeres, såfremt en udleveret nøgle bortkommer. Medlemmet er ansvarligt for eventuelle følger af at en sådan oplysning ikke gives - eller gives for sent.

2.3. Ved kontraktens ophør skal nøglen returneres til LetsGo.

§ 3 Stamplads

3.1. LetsGo’s biler har stamplads på eller ved en nærmere angivet adresse. Ved brug af delebilen skal bilen afhentes på stampladsen og afleveres samme sted efter endt brug. Hvis pladsen er optaget skal der parkeres på nærmeste, lovlige parkeringsplads uden tidsbegrænsning.

§ 4 Reservation af bilen

4.1. Bestilling af bilen skal ske før bilen afhentes. Det er ikke tilladt at anvende en bil uden først at have bestilt den og have modtaget en accept på bestillingen.

4.2. Reservationer kan aflyses mod betaling af et gebyr i henhold til den til enhver tid gældende prisliste.

4.3. Køretøjerne kan kun benyttes efter forudgående reservation.

4.4. Det påhviler medlemmet at sikre at bilen er tilbage på plads i overensstemmelse med det anførte sluttidspunkt for den pågældende reservation.

4.5. Såfremt medlemmet ikke afleverer bilen rettidigt betales der et gebyr + eventuelle omkostninger, som fremgår af den til enhver tid gældende prisliste.

4.6. Det medlem der gør sig skyldigt i tidsoverskridelse er pligtig til at kontakte LetsGo for at informere om forsinkelsen.

§ 5 Skift mellem medlemskabstyper

5.1. Medlemmerne kan skifte mellem medlemskabstyperne på disse betingelser:

  • Der gælder et varsel på indeværende måned plus én måned. 
  • Skift af medlemstype kan ske gratis efter minimum ½ år. Skift efter mindre end ½ år kan ske ved betaling af et administrationsgebyr jf. gebyrlisten.

§ 6 Betaling af kørsel

6.1. Der er tre slags omkostninger forbundet med anvendelse af LetsGo’s biler: 1. reservationsgebyr, 2. tidsbestemt pris, 3. pris for hver kørt km. inkl. brændstof og øvrige forbrugsstoffer.

6.2. Betaling sker ved tilmelding af betalingskort på LetsGo’s hjemmeside, med mindre andet aftales. Medlemmerne skal sørge for at det tilmeldte betalingskort er aktivt.

6.3. Betaling for kørsel afregnes efter de priser der er gældende på kørselstidspunktet.

6.4. Efter udløb af betalingsfristen fremsendes rykker med påligning af administrationsgebyr i overensstemmelse med den til enhver tid gældende prisliste. Ved overskridelse af betalingsfristen for anden rykker ophører medlemmets ret til at benytte LetsGo’s biler, indtil forholdet er bragt i orden. Medlemmets adgang til reservationssystemet spærres, indtil forholdet er bragt i orden.

§ 7 Tjek af bilen før brug

7.1. Medlemmet skal tjekke bilens tilstand inden brug. Indvendigt tjekkes advarselslamper, fx om motorfejl eller airbag, og fejl skal afhjælpes inden kørsel. Udvendigt tjekkes for skrammer, buler, punkteringer o.l. Nye fejl - i forhold til de allerede registrerede - skal noteres under feltet ”Bemærkninger” på bilens fejlliste.

§ 8 Bilens stand ved aflevering

8.1. Medlemmet forpligter sig til at aflevere bilen senest ved udløb af den reserverede periode.

8.2. Aflevering er kun sket korrekt, hvis:

  • bilen er parkeret på den angivne stamplads i aflåst stand. Hvis pladsen er optaget, skal der parkeres på nærmeste, lovlige parkeringsplads uden tidsbegrænsning.

  • bilen indeholder alle de til bilen hørende papirer.

  • bilen er checket for skrammer, buler, fejl og mangler og disse er anført på køresedlen og fejllisten.

  • bilens tank er min. 1/4 fuld.

  • bilen indeholder alt til bilen hørende udstyr.

  • bilen er tømt for affald og egne effekter, rengjort og fremtræder i mindst samme stand som ved afhentningen.

8.3. Ved mangelfuld aflevering pålægges det misligholdende medlem et gebyr i henhold til den til enhver tid gældende prisliste.

§ 9. Vedligehold, påfyldning af brændstof, omgang med køretøjerne

9.1. Anvendelse af LetsGo’s biler skal ske med omtanke og forsigtighed. Alle biler er røgfri.

9.2. Dyr må kun medtages, hvis de holdes i en dertil beregnet transportkasse. Bilen skal efterfølgende støvsuges grundigt, før den afleveres af medlemmet.

9.3. Ved brug af bilen skal medlemmet kontrollere advarselslamper, væskestand og dæktryk - jævnfør instruktionsbogen. Generelt skal bilens instruktionsbog følges, og medlemmer er ansvarlige for mislighold i den forbindelse.

9.4. Ved påfyldning af brændstof anvendes LetsGo’s brændstof-betalingskort, der ligger sammen med bilens køremappe i bilens handskerum.

9.5. Medlemmet skal medvirke til at sikre bilen mod tyveri og hærværk. Alle synlige værdigenstande bør fjernes fra kabinen, før denne forlades. Glemte ejendele kan indleveres på LetsGo’s kontor i åbningstiden.

§ 10 Mindre fejl, sammenbrud, ulykker og skader

10.1. Ved fejl, sammenbrud, ulykker og skader på bilen skal LetsGo kontaktes telefonisk. Uden for åbningstiden til nødtelefonen, hvis omstændighederne er af en sådan karakter, at henvendelsen ikke kan udsættes. Råd og vejledning fra nødtelefonen er kun vejledende og ikke ansvarspådragende for LetsGo.

10.2. LetsGo skal hurtigst muligt informeres om en eventuel ulykke og pludseligt opstået skade.

10.3. Reparationer må kun foretages, hvis der gives tilladelse af LetsGo. Uden forud indhentet tilladelse vil eventuelle udgifter til transport, slæbning, værkstedsregninger o.l. ikke blive refunderet.

10.4. LetsGo har truffet alle forholdsregler med henblik på at undgå mekaniske fejl. Skulle sådanne fejl alligevel opstå, er LetsGo imidlertid ikke ansvarlig derfor, og ej heller for eventuelle følger deraf.

10.5. I tilfælde af skade er medlemmet forpligtiget til:

  • omgående at underrette politiet, dersom en anden parts skyld skal fastslås, eller hvis der er tale om personskade

  • at skaffe navn og adresse på de implicerede parter og eventuelle vidner

  • ikke at anerkende ansvar eller skyld

  • ikke at forlade bilen, uden der er truffet fornødne forholdsregler med hensyn til beskyttelse, samt endvidere at tilstile LetsGo udførlig beskrivelse af skaden og udfylde skadeanmeldelse, som ligger i bilen.

10.6. Medlemmet er pligtig til så vidt muligt at begrænse skadens omfang. Videre kørsel efter skadens indtræden er kun tilladt med LetsGos accept.

10.7. Medlemmet er ansvarlig for skader, der opstår som følge af, at disse regler er brudt.

10.8. I tilfælde af skader eller tab af køretøj er medlemmet forpligtiget til at betale for de fulde udgifter, såfremt medlemmet har brudt de kontraktmæssige forpligtigelser, forsikringsforpligtelser eller loven. I øvrigt er medlemmet forpligtet til at dække udgifter op til den i prislisten anførte selvrisiko.

10.9. Et medlem, der er involveret i en færdselsforseelse i et af LetsGos køretøjer, skal betale administrationsudgifter, jf. prislisten for LetsGos medvirken i behandling af sagen.

§ 11 Gyldighed af kørekort

11.1. Hvis medlemmet ikke længere har kørekort mistes retten til at anvende LetsGo’s biler.

11.2. Medlemmet er forpligtet til straks at oplyse LetsGo om inddragelse af sit kørekort.

§ 12 Bøder

12.1. Medlemmet er selv ansvarlig for bøder herunder parkeringsbøder udstedt ifm. medlemmets brug af LetsGo’s biler. Bøder som LetsGo har lagt ud for opkræves hos det skyldige medlem.

12.2. LetsGo kan oplyse Politiet om hvilket medlem der i en given periode har anvendt bilen.

12.3. Administrationsudgifter for LetsGo’s medvirken til behandling af evt. bøde/straffesag i forbindelse med et medlems brug af LetsGo’s biler kan pålægges medlemmet, jf. gebyrlisten. Rykkergebyrer og andre administrationsudgifter betalt af LetsGo pålægges medlemmet.

§ 13 Begrænsninger vedr. anvendelse af LetsGos køretøjer

13.1. LetsGos køretøjer må ikke benyttes:

  • til person- eller godstransport mod betaling hverken direkte eller indirekte.

  • til at trække eller slæbe et andet køretøj. Godkendt anhænger der overholder vægt og mål må dog slæbes, jfr. bilens manual.

  • til motorsportsarrangementer, kørekursus på motorbane el. lign.

  • til entreprenørkørsel, eller kørsel med gods eller fødevarer, der medfører lugtgener eller usædvanligt slid.

  • til kørsel uden for fast vej eller plads.

  • af nogen person, der er under påvirkning af spiritus, narkotika eller medicin.

  • i visse lande jf. hjemmesiden.

§ 14 Afgørelse af tvister

14.1. I tvister mellem medlemmer om forhold vedrørende LetsGo og forståelse af vedtægter, medlemsvilkår, prislister m.v. kan den lokale foreningsbestyrelse høres efter indhentning af relevante informationer fra begge de uoverensstemmende parters side.